Palle alene i verden

Arne Holm, adm. direktør og ejer af AB Electric A/S:

Arne_Holm_AB_besk.jpg- Efter et glidende generationsskifte igennem et år stod jeg som ”Palle alene i verden”. Jeg havde købt virksomheden af min tidligere arbejdsgiver, og det var på godt jysk blevet ”træls” at sidde her alene. Jeg fik vel egentlig lidt selvmedlidenhed og savnede nogen at spille bold med. Jeg manglede en handlekraftig bestyrelse.

  - Kirsten Elmquist havde et godt bud på en bestyrelsesformand, som var struktureret, og som kunne skære igennem. Til den anden bestyrelsespost havde jeg selv et bud. Jeg vendte fordele og ulemper med Kirsten, og det endte med, at en af mine egne kunder trådte til med nye forretningsmuligheder. I dag har jeg den organisatorisk tunge kompetence i virksomheden, som jeg havde brug for. For eksempel havde jeg aldrig tidligere lavet en strategiproces, og det kunne bestyrelsen hjælpe med. Inden det kom så vidt, var der gået et større forarbejde med interviews og analyse af de ledende medarbejdere. Som start på strategiarbejdet var alle medarbejdere og den nye bestyrelse samlet til en ”AB-dag”, hvor alle havde mulighed for at præge virksomhedens retning og fremtid.

  - Medarbejderne tog hele forløbet meget positivt, og jeg selv fik øjnene op for, hvilke talenter jeg har i min virksomhed. Vores samarbejde er blevet meget bedre, fordi Kirstens analyser og efterfølgende briefing har bevirket, at vi har ændret adfærd overfor hinanden. Nu er ledergruppen aktivt med i den strategiproces, bestyrelsen har sat i gang, og på grund af bestyrelsens handlekraft er virksomheden blevet mere professionelt kørende. I en sådan grad at jeg altid har sommerfugle i maven inden et bestyrelsesmøde. Men sådan skal det være, når man har et ansvar.

Læs mere om AB Electric A/S - http://www.ab-electric.dk/